altaner

Altaner kræver hensynstagen til andre mennesker


Drømmen er altanen, der fungerer som en udendørs dagligstue, hvor man kan drikke sin kaffe i fred. Men naboerne kommer også tættere på – på godt og ondt.


I byen bor man tæt, og naboer kan ofte høres gennem væggen eller genboen skimtes gennem vinduet. Med tilføjelsen af altaner forstærkes det indkig i naboernes liv, da en del af den private bolig trækkes ud på bygningsfacaden. Grænser mellem private boliger markeres herved ikke kun af bestandige mure, men også i stigende grad af transparente altangitre og åbne altandøre. 

Det åbner boligen op og giver beboeren mulighed for at trække frisk luft, men det betyder også, at naboer og byliv kommer endnu tættere på – både fysisk, visuelt og lydligt. Særligt om sommeren, når dørene ofte står åbne, og der er aktivitet på altanerne, forandres grænserne mellem boliger og de fælles rum. 

Foto: BUILD

Foto: BUILD

Nogle beboere supplerer selv med nye grænser for at værne om privatlivet. Det kan være ved at sætte læhegn eller afskærmninger op, men også mere diskret gennem store kurvepotter, møbler eller voluminøs beplantning. Selvom altanen bliver dækket til med værn eller læhegn, kan andre sanseindtryk dog stadig krydse grænser; man kan høre hvad naboen taler om, og lugte hvad de skal have til aftensmad. Samtidig er der en klar norm om, at det er hyggeligt, hvis man ikke afskærmer sig for meget. Derfor fortæller flere beboere også, at grænser kan skabes mere subtilt ved at regulere kropssprog, f.eks. ved at vende ryggen til, eller tage høretelefoner på for at signalere, at man ønsker at være i fred.

Vil du vide mere om, hvordan I kan få altaner i foreningen? Så deltag i vores gratis VidenSeminar tirsdag d. 9. april og hør eksperter dele deres indsigt om altaner, vinduer og indeklima og få konkrete løsninger til at forbedre livet i lejligheden.


Naboskab over altankanten

Nogle naboer hilser eller snakker over altankanten, men så er det typisk fordi, der forud for kontakten er etableret en naborelation, eksempelvis ved at have hilst i opgangen eller til generalforsamlingen.

Med tilføjelsen af altaner forstærkes det indkig i naboernes liv, da en del af den private bolig trækkes ud på bygningsfacaden

Det kan både opleves som positivt og negativt, at naboerne kommer tættere på. Nogen mener, at det, at man i højere grad kan se hinanden på altanerne, bidrager til en øget tolerance, kendskab og kontakt. Livet i gårdrummet trækkes op ad facaden – og naboer får små indblik i hinandens liv, også selvom de ikke taler sammen. Her opleves åbningen af boligen mod byen og fællesskabet som et positivt signal. Andre fremhæver, at altanerne æder gårdens fælles rum, og at de mere diffuse grænser fører til nye typer af konflikter blandt beboerne, fordi man fra altanerne i højere grad konfronteres med naboens liv. 

Det kan især være udfordrende, hvis naboen har en markant anden dagsrytme, livsform eller normer end én selv. Ligeledes kan der også opstå konflikter i forbindelse med beslutning om altaner, hvis ikke alle beboere ønsker eller har mulighed for at få altan, eller de nye altaner forringer underboens lysindfald væsentligt.

Foto: BUILDDiagrammet viser den procentvise forekomst af aktivitet på tre case-ejendommes bygningsfacader med altaner. Registreringerne af aktivitet er foregået tre gange i hver ejendom på sommerdage med godt vejr i tidsrummet 17-21. Hver bevægelse …

Foto: BUILD

Diagrammet viser den procentvise forekomst af aktivitet på tre case-ejendommes bygningsfacader med altaner. Registreringerne af aktivitet er foregået tre gange i hver ejendom på sommerdage med godt vejr i tidsrummet 17-21. Hver bevægelse på en given altan er registreret, og en gang i timen er der registreret antallet af altaner, hvor der ikke forekommer liv eller bevægelse – de udgør kategorien ’Ingen aktivitet’.

Man bidrager selv til hyggen

I forbindelse med etablering af altaner opstår der ofte overvejelser om, hvorvidt man skal have nedskrevne regler for altanbrug, og i flere ejendomme er der enkelte regler, eksempelvis i forbindelse med grill, støj og inventar på altanen. 

Flere synes, at det er godt med regler for, hvordan beboerne må bruge deres altaner, fordi det potentielt kan mindske konflikter. Andre mener, at altanreglerne er unødvendige, fordi det væsentlige er, at alle viser hensyn til hinanden. Typisk er denne hensynstagen knyttet til nogle nye normer for naboskab, der forhandles løbende som altanerne skyder frem. Det handler især om, hvad der står fremme på altanen, og hvordan altanerne bruges. De fleste beboere er enige om, at det er upassende og endda skamfuldt, hvis der står skrald på altanen, eller hvis altanen primært bruges til rodet opbevaring.

Når dørene ofte står åbne, og der er aktivitet på altanerne, forandres grænserne mellem boliger og de fælles rum

”Man bidrager selv til hyggen”, siger en beboer, og fremhæver derved, at man i indretningen af altanens private rum også bør tage hensyn til, hvordan altanen påvirker gårdrummet, samt naboers og forbipasserendes udsigt. Ligeledes fortæller beboere om, at de tilpasser deres egen opførsel til altannaboernes opførsel. Mange er opmærksomme på ikke at støje til gene for naboerne, ligesom flere også fortæller om, hvornår det er passende og hensynsfuldt at tage kontakt til naboer på altanen. Selvom altanen er et uderum tilknyttet den private bolig, kræver altaner en anden hensyntagen til naboerne, end hvis man blot opholder sig inde i lejligheden eller i en afskærmet have.

Artiklen er skrevet af Marie Stender, Seniorforsker, Antropolog, Ph.d., BUILD, Aalborg Universitet & Maja Wolters, Praktikant, Stud. Scient. Anth., BUILD, Aalborg Universitet.

Både denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2021

Din egen altan - fra idé til virkelighed


Det er næppe tilfældigt, at ”altan” er et af de mest populære søgeord, når folk er på jagt efter en ny bolig. Ud over en øget livskvalitet for beboerne forhøjer den også værdien af ejendommen og gør lejlighederne attraktive. En altan er altid en god investering.


Vi lever i og bruger byen hele året rundt og gerne i de kolde måneder assisteret af en gasvarmer. Det samme gør sig gældende for altaner, der bliver brugt i mange af årets måneder. Altaner er således mere populære end nogensinde. For byboere er den vinduet mod verden og livet udenfor. En enestående plads, som tilføjer en spændende dimension til hjemmet. En plads der bruges til social samvær eller afslapning og rekreation. Altaner har formodentligt lige så mange anvendelsesmuligheder, som der findes mennesker, og ingen altaner ligner hinanden.

Altanen gør lejligheden lysere

Hvad mange ikke tænker på er, at en altan faktisk påvirker hele lejligheden. Da en ny altan ofte indebærer, at et vindue udskiftes med en stor altandør, vælger man at arbejde med glas og lyse farver, som reflekterer meget lys. På den måde bidrager altanen til at gøre lejligheden lysere. Samtidig kan det forbedre indemiljøet gennem bedre udluftning og dermed mindskes gener fra fugt, lugt og skimmelsvamp.

Kan man forestille sig et liv uden altan?

For byboere er altanen vinduet mod verden og livet udenfor.

De beboere, der allerede har en altan, kan ikke forestille sig et liv uden den. Og de beboere, som ikke har nogen altan, føler ofte, at der mangler noget. Derfor står altanen højt på ønskesedlen hos mange andels- og ejerboligforeninger i de større byer. 

Når man designer altaner, er det vigtigt at tage hensyn til ejendommens æstetik og arkitektur, hvor man ofte stræber efter at bevare bygningens følelse og identitet samtidig med, at man vil skabe en moderne og velfungerende altanløsning. Det er derfor vigtigt at gå nænsomt til værks for hvert projekt, uden at det betyder, at der er begrænsede valgmuligheder.

Første skridt til ny altan

Hvad gør man så, hvis man er interesseret i at få opsat sin egen altan? Det første skridt er ofte at undersøge, om der er flere i din boligforening, der også er interesserede i at få en altan. Derefter kan man sammen med bestyrelsen beslutte at danne en altangruppe, som får mandat fra bestyrelsen til at arbejde videre med at indhente forslag og tilbud.

De beboere, der allerede har en altan, kan ikke forestille sig et liv uden.

Myndighedstilladelser

Efter en beslutning er taget, skal der indhentes tilladelser fra jeres kommune. Til dette skal der bruges en række ingeniørberegninger og tegninger, og også her kan en rådgiver eller en altanleverandør sørge for at få det hele på plads på en let og smidig måde så hurtigt som muligt. En rådgiver eller leverandørs erfaringer i godkendelsesprocessen gør, at tingene kan gå igennem myndighedsbehandling en del hurtigere, end hvis man ikke har prøvet det før.

Når alle godkendelser og tilladelser er på plads, tager den tekniske rådgiver eller altanleverandørens montører og projektledere over, og foreningen behøver blot se på, mens jeres altanprojekt bliver realiseret.

Artiklen er skrevet af Johan Söderling, adm. direktør i Balco Altaner.

Denne artikel og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.

Skal I have altaner på ejendommen, udskiftet vinduer og optimeret indeklimaet? Deltag i vores gratis VidenSeminar og få svar på jeres spørgsmål!


I er inviteret til Videnseminar Tirsdag d. 9. april, hvor vi vil dykke ned i ‘Livet i lejligheden’, herunder emner som altaner, vinduer og indeklima.


Øget livskvalitet for beboerne 

En stor del af vores tid bruges indendørs på vores bopæl. Det har derfor stor betydning for livskvaliteten, at vi er komfortable og trives, hvor vi bor. Derfor sætter vi fokus på nogle af de nøgleelementer, der kan have betydning for beboernes livskvalitet til Min Boligforenings VidenSeminar om altaner, vinduer og indeklima. Vi inviterer jer til at deltage d. 9. april, hvor I kan høre eksperterne fortælle om, hvordan I gør lejlighederne i jeres forening det ideelle sted at leve, arbejde og trives til fordel for både nuværende og kommende beboere.

HØR OPLÆG FRA EKSPERTERNE

Vi har inviteret en række leverandører og rådgivere, der er eksperter i altaner,  vinduer og indeklima, som alle har stor erfaring med at arbejde for andels- og ejerboligforeninger. 

Til VidenSeminaret kan I blandt andet høre oplæg fra Balco Altaner, Arbejdernes Landsbank, Ingeman Fischer

Oplægsholderne vil kunne svare på jeres konkrete spørgsmål og ruster dermed bestyrelsen og boligforeningen til kommende projekter. Samtidig vil I i løbet af VidenSeminaret kunne netværke med andre boligforeninger, der står overfor samme type projekter.

TILMELDING

VidenSeminaret afholdes tirsdag d. 9. april kl. 17:00 til 21:00 i

Arbejdernes Landsbank (AL2), Nørre Voldgade 17, 1358 København K.

Det er gratis at deltage for boligforeninger.


Min Boligforenings gratis VidenSeminar er en god anledning til at få viden, inspiration og råd til kommende projekter i boligforeningen samt netværke med andre fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

Altaner på godt og ondt


Altaner er populære som aldrig før. Mange andelshavere og ejere af lejligheder ønsker at udvide lejlighedens brugsområde og areal og derfor opføres der titusindvis af nye altaner på eksisterende bygninger.


Altan.png

Overvejer din boligforening at lave eller renovere altaner?

Kom til

Min Boligforenings gratis Videnseminar.


RED_jonas-denil-721311-unsplash m overlay.png

5 trin for sikker altan

- Identificer din bygning

- Konstruktion af din altan

- Vurder din altans tilstand

- Vigtigt at vedligeholde

- Dialog med byggeteknisk rådgiver

Teknologisk Institut har netop lanceret to nye altanvejledninger målrettet bygningsejere. De to vejledninger skal hjælpe boligejere med henholdsvis de overvejelser der er, når man skal have en ny altan, og hvordan man finder ud af, om ens altan er sikker at færdes på. 

Det gode udeliv

Når man ønsker at etablere altaner på en eksisterende bygning, så skal man huske, at en altan har stor indvirkning på byens rum som helhed og oplevelsen af arkitekturen fra gade og gård. Samtidig kan en altan – på godt og ondt – påvirke den måde vi møder vores naboer på, når indeliv bliver til udeliv og både gode og dårlige vaner følger med udenfor.

- ”Det gode udeliv” kan være værdifuldt og man kan skabe det på flere måder, fx med altaner - men også ved prioritering af gårdmiljøer, tagterrasser, eller andet ”fælles” udeareal. Det er vigtigt, at man tidligt går i dialog med myndigheder, hvis man går med altantanker. Vi anbefaler, at man rådfører sig med en teknisk rådgiver, arkitekt eller ingeniør – gerne en, som man har tillid til - som man kan tilknytte projektet som bygherrerådgiver, forklarer Linda Jill Peitersen, som er en af forfatterne bag de nye vejledninger.

I vejledningen ”Skal I have ny altan”, kan man følge fem trin, som guider igennem processen. 

- Ideen er at man skal prøve at ”tænke lidt ud af boksen” og blive udfordret på det at få en altan. Der er mange faldgruber og her kan det også være en god ide at sparre med en bygherrerådgiver, som kan udfordre jer på jeres ønsker om altaner. Er der fx andre muligheder? Hvilke altaner klæder bygningen? Og hvilke udfordringer er der? Det er ikke kun ”lutter lagkage” at få en altan, understreger Linda Jill Peitersen.

Vejledninger målrettet ikke-fagfolk

Hent vejledningerne “Skal I have ny altan” og “Er min altan sikker” på www.gi.dk.

De to nye vejledninger er udarbejdet med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI) og bygget op som trin-for-trin vejledninger, hvor man går igennem 5 trin, som er vigtige at være opmærksom på inden for de respektive emner – ”Er min altan sikker?” og ”Skal I have ny altan?”

- Vi har valgt at trin-opbygge vejledningerne, så det er nemt at gå til både at tjekke altanens tilstand og undersøge, om man kan få monteret en altan på sin bygning. Der er udfordringer forbundet med begge emner og vejledningerne er også tænkt som et dialogværktøj i forhold til at tage en snak med fagfolk om altanens tilstand samt med myndigheder – oftest kommunen - om mulighederne for en ny altan, slutter Linda Jill Peitersen.

Begge vejledninger er målrettet boligejere, lejere, ejerforeninger og andre, som enten har en altan, hvor de er i tvivl om tilstanden eller som ønsker at få monteret en altan på en eksisterende bygning. Formålet med vejledningerne er at give læseren et redskab til, dels at undersøge altanens tilstand og eventuelt gå i dialog med en fagperson, samt at komme rundt om de mange vigtige emner, der skal adresseres, når man ønsker at få en altan eftermonteret.

Hos Grundejernes Investeringsfond, som har støttet udarbejdelsen af de to vejledninger økonomisk, ser man de to nye vejledninger som et rigtig godt værktøj for boligejere og lejere.

- Der er brug for de her vejledninger derude og vi håber, at de bliver taget godt imod hos målgruppen. I vejledningerne er der lagt vægt på, at de skal kunne læses af ikke-byggefaglige boligejere og lejere, og samtidig får man en rigtig god forståelse for både opbygningen af en altan samt selve bygningens arkitektoniske værdi, hvilket særligt er vigtigt, når der eftermonteres altaner. Vejledningerne er også hands-on og består fx af checklister og spørgsmål, som er en hjælp til at gå i dialog med både naboer, fagfolk og myndigheder. Alt i alt et rigtig godt værktøj til boligejerne, siger Søren Meyer fra GI.

Om vejledningerne

Vejledningerne er udarbejdet af Teknologisk Institut med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI).

Begge vejledninger kan hentes online, og kan bestilles gratis i trykt eksemplar hos GI, så længe lager haves. Hent publikationer på www.gi.dk 

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening

Skrevet af Birgitte Leth, Teknologisk Institut